Talks

Min mindste koncert m. Per Vers (talk + musik)

Glæd dig til Min mindste koncert – et musikalsk talkshow – med Per Vers.

Min mindste koncert er et nyt samtale- og koncertkoncept, som er helt gratis og streames LIVE.

Kom med bag facaden hos kendte danske musikere, når de spoler tiden tilbage for at tale om dengang, de var på vej frem. Ambitionen er at komme tilbage til de tanker og drømme, der var på spil i tiden lige før det hele begyndte at lykkes.

Vi vil finde tilbage til præcis den koncert – Min Mindste Koncert – hvor det hele var allermest sårbart og kunne være faldet fra hinanden. Hvad var det der fik artisten til at holde fast og blive ved, trods modgang og stilstand – og hvordan har det kunnet bruges i løbet af karrieren? Og kan det stadig det?

Her er din mulighed for at komme med ind i en kendt musikers spændende tankerum og få indsigt i de erfaringer – gode og dårlige – der har været med til at skabe grundbund for den kendte musikgæsts karriere.

Mødet med et nyt talent

Men mindst lige så vigtigt vil den kendte musikgæst også give ud af sine erfaringer til en særlig udvalgt gæst. Til hvert talkshow inviterer vi et lokalt musikalsk talent, der kan spejle sig i historierne fra den etablerede kunstner og se, at det ikke kun er ham eller hende, der har mødt modstand eller haft det svært i starten af den musikalske karriere.

Det er ret universelt, og forhåbentlig vil samtalen give talentet troen på, at han eller hun rummer råstoffet til at bygge et liv op omkring musikken. Måske får den etablerede kunstner også noget med fra samtalen.

Rammen

Radiovært og journalist Jesper Nyborg er fast vært på Min Mindste Koncert, der bliver streamet gratis og LIVE.

Første talkshow blev sendt den 24. februar kl. 15:00 med Matilde Falch og det lokale up and coming stjernefrø Tobias Falk Andersen.

Om Per Vers

Armbevægelserne er store. Sådan helt bogstaveligt. Der slås huller i luften, tegnes usynlige cirkler og trækkes lige linjer, når han taler.

Pers Vers gestikulerer som en hiphopper og er også klædt som en med sin sorte hættetrøje og UNDEFEATED syet ind i den blå kasket. Sådan let på sned.

Men selvom han ligner alle sine kolleger, så er han noget andet og mere. På flere forskellige måder.

Min mindste koncert er kommet i stand i et samarbejde mellem Vejle Musikteater og UNCOVERmusic.dk – med støtte fra Tuborgfondet.