Vejle Alives hovedprogram og plakat er klar

Med en stærk pulje af tilføjelser er hovedprogrammet til Vejle Alive klar:

Lord Siva, Anne Linnet, Poul Krebs, Artigeardit, Halberg & Friends, Bull & Hjorth m. De Åndelige Benspænd og Bourbon Street Jazzband slutter sig til det musikalske line-up.

Imens kan hele familien opleve finalisterne fra Den Store Juniorbagedyst i talkshowet Den Lille Bagesnak med Bagedyst-deltageren Micki Cheng og se dukketeater i verdensklasse fra Teatret Svanen, der opfører Kejserens Nye Klæder.

Billetter er i salg nu.

Med dagens tilføjelser er programmet for optrædener på Vejle Alives tre hovedscener i Byparken, ved Spinderihallerne og i Skyttehushaven på plads – med en lille dør på klem for et par sene tilføjelser.

Uanset hvad vokser programmet fortsat. Enhver forening, forretning eller offentlig institution med lyst og en god idé kan tilmelde events, som bliver en del af programmet på vejlealive.dk og på Facebook. Allerede nu kan du bl.a. finde bipbip-spil-arrangementer på biblioteket og sågar en festival på programmet.

Vejle Alive løber af stablen hen over ni sommerdage – fra 25. juni-3. juli – hvor Vejle Musikteater, Bygningen og Jelling Musikfestival vil præsentere et varieret line-up med events inden for koncerter, talks, stand-up, kultur- og børneevents.

”Det grundlæggende formål med Vejle Alive er at skabe et arrangement, som så mange som overhovedet muligt i Vejle og i de omkringliggende byer ønsker at tage del i. Med tilføjelsen af den sidste pulje navne kommer vi bredt omkring i både musikalske genrer og aldersgrupper, så der forhåbentlig er noget for enhver smag at dykke ned i,” siger direktør i Bygningen Anders Hess.

Læs mere om mulighederne for at tage del i festen som ekstern arrangør HER.